3. oktober 2013

Folkeskolens børn forstyrrer undervisningen



Gang på gang får vi besked på at tage hensyn til de små børn i folkeskolen. Men børnene larmer og forstyrrer vores undervisning, tilsyneladende uden konsekvenser.

 Af Mia Greve

Det har stået på Lectio. Vi får mails og beskeder om det. "Vi vil gerne opretholde et godt naboskab med folkeskolen, og vi har lovet dem, at der ikke ryges i nærheden af de små børn."; "Der er også en del, der ryger på trappen bag parkeringshuset, til stor gene for forældre der afleverer eller henter deres børn i folkeskolen.".
Vi har efterhånden forstået det. Der skal ikke ryges i nærheden af børnene, hvilket er forståeligt. Det er vigtigt at vi holder os gode venner med vores naboer.

Men det er et ulige forhold. Mange elever på Ørestad oplever store gener, særligt når børnene har frikvarter. "Når man sidder ud til legepladsen og har undervisning op til spisepausen, kan det blive rigtig larmende." Siger Jasmina Al-Mousawi fra 3.b.
"Engang i Mediefag måtte vi trække gardinerne ned, fordi de stod og lavede ansigter og bankede på ruderne." Tilføjer Amanda Lee Edelstein fra 3.j. Hun forklarer at selv lærerne er magtesløse, fordi børnene bare finder legen endnu mere morsom, hvis man forsøger at stoppe dem.

Udover banken på ruderne og generel støj fra legepladsen finder børnene også på at løbe rundt i svingdørene.
"Nogle gange løber de ind på skolen, råber, og løber ud igen." fortæller Amanda.

Børn er vel børn, men hvis ikke vi kan have vores pauser samtidigt, bør der i det mindste være nogen til at holde opsyn med børnene.
"Der må jo være nogle lærere [folkeskolelærere, red.] derude," siger Amanda. "Netop også hvis de kommer til skade eller sådan."

Under alle omstændigheder er det vel at forvente at folkeskolen tager hensyn til os som vi til dem.