Noget om hipstere

- for dig, der heller ikke ved, hvad det er

Af Mia Greve

Det er en gammelkendt frase, at klæder skaber folk, og det gælder til stadighed – og faktisk mere end nogensinde i dag, hvor selv manglende handling er ét blandt mange statements, der kan benyttes og fortolkes og misforstås.
Siden tidernes morgen har menneskerne udsmykket sig selv, forsøgt at udskille sig og signaleret standpunkter og social status via accessories af den ene eller den anden slags – det er et behov, som altid har været tydeligt og kendt, og det er også en metode der benyttes i fængsler og på visse skoler (!) hvor uniformering af indsatte og elever gør sit for at fratage dem personlig identitet.
Pointen er, at vi altid har og altid vil lægge stor og større betydning i udstråling og fremtræden.

Omkring 90’erne dukkede de første ”hipsters” op, i den forstand vi i dag benytter udtrykket. Den oprindelige hipster stammer dog fra 1940’erne, og var den såkaldte ”white negro”, altså hvide unge der klædte og fremførte sig i afroamerikansk stil. Stilen har ændret sig siden, men hovedprincippet er det samme: en gennemgående facade af ligegyldighed, der afspejler sig i tøjvalg, opførsel og ofte også seksuel orientering.
Hvad der skete for hipsterne, var vel egentlig at de var for seje. De blev for mange – og bang! – pludselig var det ikke så fedt at være hipster længere. Det blev mainstream, og overalt på internettet poppede hadeblogs op: The Hipster Handbook og Look At This Fucking Hipster for bare at nævne de mest populære. Den eneste gruppe, der størrelsesmæssigt kunne give hipster-haderne konkurrence, var i princippet hipsterne selv.
Memes og artikler satte verden over fokus på hipstere med den ene eller den anden vinkel - men der var stadig ikke rigtig nogen, der kunne fortælle præcis, hvad en hipster var.

Det er udbredt at tolke hipsterens uimodtagelighed som arrogance – deres ligeglade attitude og den stolthed de lægger i at citere bøger og film du aldrig har så meget som hørt om, deres excentriske tøjstil og kendetegn som outrerede frisurer, sneakers og nørdbriller fremprovokerer had verden over. Om hadet bunder i noget så patetisk som jantelov eller om der simpelt er flere modstandere end tilhængere af selvironi og indie rock er uvist, men faktum er at hipsterne gennem de sidste 20 år har lagt kursen for alt fra urban mode til stor musik: navne som Coldplay, the Arctic Monkeys, boheme og retro stil er bare nogle eksempler på nu velkendte fænomener, der først blev introduceret af hipsterne.

Så inden I kommer for godt i gang: det passer højst sandsynligt, når din hipsterven siger at han ”kendte dem før de blev mainstream”.
Og ellers ingen pointe; ”hipsterism” er en stil som alle andre. Herfra blot et udtrykt ønske om, at man ved hvad man taler om, før man kritiserer og latterliggør noget eller nogen (nu er der fri leg).