15. maj 2012

Reportage: Galla 2012


af Mia Greve

I salen er et væld af classy piger i kjoler og faretruende høje hæle. Salen er rigeligt belyst i aftenens anledning, og rundt omkring virker folk en anelse mere civiliserede – selv de mest sløve hoveder ser ud til at have mandet sig op til en butterfly.
Mens folk ankommer spilles let jazz, og snakken går lystigt ved bordene.

I dag synes en særlig stemning at hvile over foyeren, og komplimenter til flot hår og stilede smykker udveksles på kryds og tværs. Med det samme det annonceres i højtalerne at 3.g’erne er på vej, bryder folk ud i klapsalver og en tæt bræmme stimler sammen ved kanten af dansegulvet for at se festens første omgang af les lanciers.

Dansen er overraskende synkron og smuk– der er vist nogen, der har øvet sig! – og selv om de dansende guides over højtalerne, tænker man sig, at det nok er hvad der gør lancieren så brugt. Hvis bare man kan lidt, ser det godt ud. For folk der har været på efterskole, har dansen i mange tilfælde også en helt særlig mindeværdi.

Mens næste hold 3.g’ere gør sig i den famøse dans, er en del af publikum rykket over til baren. Nogle bliver dér, mens andre rykker ud på gulvet, da der bliver erklæret frit lejde.
Småsnalrede fra en god opvarmning forsøger de fleste forgæves bare at følge rytmen og huske trinene, mens lærerne danser en fornem kvadrille for dem selv. Musikken blandes med latter og det varme lys kaster skær over sceneriet. 

Tilslutningen til prisuddelingen er begrænset, men den markerer overgangen fra galla til fest. Musikken skifter karakter. I rygegården står røde skrud og på toilettet udøves nødhjælp med frisk make-up og nye hårnåle.
Bassen kan mærkes i gulvet og garanteret også i stiletter. Meget galla er der ikke tilbage.

Men det er faktisk okay, at de pumper musik ud af højtalerne, mener Sofie Juul Buch, 2.d. ”Det formelle er ligesom overstået.” siger hun og fortsætter med et smil: ”Så nu er det bare klassisk Ørestad.”

Det kan der være noget om. Hvorvidt der er grundet et usædvanligt pres eller rent og skært uheld, går rygtet i hvert fald at øldispenserne i baren er gået i stykker, og køen vokser.
På dansegulvet trodser folk pynt og satin for mere løssluppen dans, hvilket dog hurtigt bliver meget varmt. Musikken er godt varieret, og der skiftes jævnligt DJ. 

Alt i alt – fra les lanciers til dyb bas – er årets gallafest vidst det bedste fra begge verdener.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar