23. september 2012

Allan svarer på kritik af reglerne


I fredags udgav OEG Primetime en artikel med kritik af reglerne for elevtimer. Her er Allans svar på de spørgsmål der blev stillet i artiklen: 



Når man som elev melder sig ind på et gymnasium i Danmark, har man samtidig accepteret at leve op til de krav om tilstedeværelse og aktivitet, som er en forudsætning for at nå uddannelsens ambitiøse mål. Gymnasiet sigter mod at kvalificere eleverne til læse videre på de de mest krævende videregående uddannelsesinstitutioner, og derfor har politikerne besluttet, at det skal være krævende at gå i gymnasiet. Det enkelte gymnasium fastsætter ikke omfanget af elev til skriftlige opgaver eller målene for fagene og dermed de krav om lektielæsning some er forudsætningen for at nå dem. Undervisningsministeriet har herudover indskærpet overfor gymnasierektorerne, at regler om til stedeværelse og aktivitet skal overholdes.

Jeg synes ikke, at vi har overdænget eleverne med nye krav, og vi kræver heller ikke mere end andre gymnasier. Hvad vi har har gjort i sidste skoleår og fortsætter med i dette, er at følge op på, om aktivitetspligten overholdes, og konsekvent at ivæksætte sanktioner hvis ikke det sker.

Vi kan derfor ikke diskutere omfanget af det samlede arbejde for en elev. En elev på ethvert gymnasium i Danmark må forvente at skulle arbejde væsentligt mere end den almindelige arbejdsmarkedsuge på 37 timer, hvis alle lektier skal læses og alle skriftlige opgaver afleveres.

Vi har på Ørestad fastlagt et loft på 12 elevtimer om ugen til det skriftlige hjemmearbejde for at sikre at arbejdsmængden for eleverne spredes mest muligt hen over året (elever der har valgt fag ud over det der kræves, må naturligvis forvente væsentligt mere!). For at gøre det så let som muligt for lærerne har vi fra administrationen udarbejdet en "afleveringsskelet" for skoleåret i alle fag, som lærerne har kunnet anvende som udgangspunkt for planlægningen. Vi har kontrolleret elevtiden for efteråret i de alle klasserne, og det ser heldigvis ud til, at næsten alle klasser ligger under 12 timer om ugen.

I dette skoleår har vi ligeledes indført omlagt skriftligt arbejde, således at eleverne med vejledning fra en lærer kan skrive en del af de skriftlige opgaver på skolen med hjælp og feedback undervejs, således at skrivebyrden hjemme bliver mere overkommelig.

Reglerne om lektiegivning, aflevering, feedback mm. står i “Elevhåndbogen", som kan ses på skolens hjemmeside.

Det er meningen at klasserepræsentanten (gerne hele klassen i klassens time) og kontaktlæreren drøfter klassens afleveringsplan, for at se om der gemmer sig uhensigtsmæssigheder i den. Og herefter skal kontaktlæreren i samarbejde med de øvrige lærere ændre på de steder i planen, hvor der er for mange elevtimer. På denne måde kan det sikres, at der opnås den bedst mulige balance mellem på den ene side elevernes og lærernes arbejdsbelastning og på den anden side den bedst mulige sammenhæng mellem skriftlige opgaver og den daglige undervisning. Det er faktisk ikke nogen helt enkelt øvelse at koordinere så mange læreres og elevers arbejde, og defor er man nødt til at tale om det.

Det er på samme måde meningen, at eleverne og kontaktlæreren drøfter den samlede lektiemængde, således at det sikres, at der er en balance mellem de enkelte fag. Som forsøg har vi i dette skoleår etableret to "akademiklasser", som ikke får hjemmearbejde (eller kun i meget begrænset omfang), men til gengæld bliver længere si skole og får lavet lektierne inden de går hjem.

Jeg kan kun opfordre til, at klasserepræsentanterne og kontaktlærerne kommer i gang med at drøfte disse emner, så vi ikke ender i en uproduktiv skyttegravskrig, sådan som der lige nu er tendenser til.

Som led i den almindelige undervisning skal lærerne og klassen med jævne mellemrum evaluere undervisningen. Under disse evalueringer er det oplagt, at eleverne tager de emner op, som de ikke synes fungerer tilfredsstillende. Desuden er klassens time og klasserepæsentanternes møde med kontaktlæreren gode fora for den løbende drøftelse mellem lærerne og eleverne.

Skulle det mod forventning ske, at eleverne - efter at have benyttet disse kanaler - oplever at lærere ike lever op til deres forpligtelser, så er næste trin at klage til mig.

Reglerne er klare og rimelige. Indflydelseskanalerne lige så. Nu skal de bare bruges konstruktivt, og forudsætningen er samtale.

Allan

Ingen kommentarer:

Send en kommentar