Hvad skal vi blive?

Af Mia Greve

 

»Tag en uddannelse. Ikke for jeres forældres skyld. Ikke for min skyld. Men for jeres egen skyld. Det vigtigste er ikke, hvilken uddannelse I tager. Det vigtigste er, at I tager en«, sagde Helle Thorning Schmidt  i sin nytårstale da vi trådte over dørtærsklen til det nye år. Og selvom det første ikke er helt galt, så det altså alt andet end lige meget, hvilken uddannelse, man tager.
 

Det kan selvfølgelig sjældent betale sig at gøre karriere som ufaglært - men nutidens glorificering af de lange videregående uddannelser, hvor de fleste på en eller anden måde stiler efter et godt, langt ophold på universitetet duer altså heller ikke.

Dimittendledigheden er på 30,2 % og stigende. 900 dimittender står til at miste retten til dagpenge i løbet af det næste halve år, uden nogensinde at have fået brugt deres kompetencer på arbejdsmarkedet. Og af de akademikere der er i job, er hver femte overkvalificerede til det arbejde, de udfører.

Alligevel er det regeringens målsætning, at én ud af 4 unge i 2020 har taget en lang videregående uddannelse - og den er de unge med på. Ifølge en undersøgelse foretaget af Gymnasieskolernes Lærerforening GL i 2012, overvejer mere end 60 % af gymnasieleverne at tage en lang videregående uddannelse.

Det er et ressourcespild af dimensioner, når en cand.mag. må arbejde som folkeskolelærer, og når statens investeringer i en uddannet kulturantropolog glider lige over i flere afgifter til dagpenge og siden måske endda kontanthjælp til samme.

Man kan spørge sig selv, hvor det går galt. Og faktisk går det måske galt allerede i gymnasiet.

Gymnasiet har en form for særstatus blandt ungdomsuddannelserne. Man tænker måske, at det er den eneste vej til et godt job og en god løn. Man slipper for at beslutte en karrierevej lige med det samme. Desuden er det de færreste der vil vælge en lavere uddannelse end deres forældre.

Faktum er imidlertid, at vi ifølge eksperter kommer til at mangle omkring 150.000 faglærte allerede i 2020. Og i takt med at flere og flere vælger gymnasiet - der jo altså ikke giver erhvervserfaring og ikke tjener andet formål end at være studieforberedende - vælger færre og færre de erhvervsfaglige uddannelser.

Det er ved at være på tide, at vi gør op med glorificeringen af de akademiske uddannelser, som ikke nødvendigvis garanterer en højere løn og i disse tider slet ikke er en garanti mod arbejdsløshed.
Det er muligt, at regeringen p.t. har en idé om, at vi alle bør lade os universitetsuddanne, men som tallene ser ud nu, kunne det være at vi skulle skubbe idéen om universitetet som vejen til paradis væk, og indse, at vi ikke kan ernære et land med en arbejdsstyrke bestående af astrofysikere og jurister.

Indlægget afspejler udelukkende skribentens egne holdninger.