Sprogrejser snyder elever for fællesskab

Om blot en uge tager en del af 3.g’erne af sted på den årlige sprogrejse, men hvorfor er det kun nogle fagholdene, der får lov at tage af sted? Virker en udlandsrejse ikke indlysende for andre fag også?

billeder fra studieturer og sprogrejser på Ørestad Gymnasium

AF: LAURA ROSENVINGE

Studieturen er det eleverne glæder sig mest til i deres gymnasieliv, det er også en chance for at lære hinanden bedre at kende, og for at udforske fremmed kultur.

Derfor er eleverne så heldige, at de får en chance igen, for at styrke deres fællesskab året efter. Men desværre er det ikke alle, der gør det. Det er blevet glemt, at man i gymnasiet, ikke kun har en klasse. Når eleverne vælger forskellige A-fag udvikler sig nye klasser, som også har et fællesskab der skal plejes. En fælles interesse binder dem sammen, derfor er det uheldigt, at det ikke er alle A-holdene, der får lov at komme ud og rejse.

For på trods af at sprogrejsens navn, der ligger op til at eleverne skal på rejse for at tale det sprog de har hævet, sker der også en anden udvikling og læring på rejse.

Henriette R. Moth gik ud af Ørestad sidste år, og var en af de heldige, der kom på sprogrejse, med sit tyskhold. Turen gik dengang til Wien.

” Jeg synes det var en rigtig fed tur, og det gjorde helt sikkert noget for fællesskabet.  Selve turen lærte os at kende hinanden på en anden måde. Vi lærde at kende hinanden udenfor skolen, og det synes jeg også var en af de bedste ting ved sådan en sprogrejse.”

Men ikke kun blev fællesskabet forstærket, turen var også meget lærerig, og ikke kun pga. sproget:

” Vi lærte meget om den wienske kultur, vi tog bl.a. på gamle kendte caféer, museer, så en film i biografen, vel og mærket på synkroniseret tysk, der foregik i fortidens Wien, og vi gik rundt omkring i parker osv.”

Forstil jer en samfundsfagsklasse der kunne få lov at besøge Europa-Parlamentet i Bruxelles. En fysik klasse der går i Albert Einsteins fodspor i Zürich. Eller bare et engelsk hold der kunne komme til England og lære noget om den britiske kultur, og få lov at tale sproget.

Hvorfor kan de ikke det? Rektor Allan Kjær kan fortælle, at det faktisk ikke er hvert år, det overhovedet er muligt for klasser at tage på sprogrejse, dette glæder også for sprogholdene.

”Jeg kan sagtens se, at sprogrejser kan være glimrende for alle elever. Men vi har altså disse begrundelser for alligevel ikke at gøre det:

1.Sprogrejsen er en stor økonomisk belastning for eleverne, og vi mærker, at flere og flere ikke har råd til at rejse. Der er problemer nok med 2g-rejsen, så er det er en for stor økonomisk belastning  for mange med to studierejser.

2.En del elever, som måske har råd, prioriterer deres penge til andre ting og melder fra til sprogrejsen. Det betyder, at der skal organiseres særlig undervisning for dem, der ikke rejser.

3.Sprogrejsen er stor ressourcebelastning for skolen. Vi bruger mange penge på timer og rejseudgifter til lærerne.

4.Sprogrejsen skal være en del af fagenes pensum, for vi bruger undervisningstimer på det. Mange fag har vanskeligt ved at bruge så mange undervisningstimer på en studierejse, der måske kun i begrænset omfang har relevans i forhold til eksamen."

Som altid er problemet økonomisk, men spørgsmålet er om prioriteringen på Ørestad Gymnasium er korrekt så? Kunne Fatboys, iMacs og designerstole bliver til vigtige oplevelser for eleverne i stedet?